Af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi. 

Flere og flere får ADHD-diagnoser. Det skaber både debat og misforståelser. Men hvordan kan man forstå og afhjælpe disse udfordringer? Og hvordan kan man som pårørende hjælpe? Det vil jeg forklare i denne artikel. 

Photo by Helena Lopes on Unsplash

Øget fokus på ADHD

Undersøgelser viser en stor stigning i antal ADHD diagnoser de seneste år, og der diskuteres, hvordan man skal forstå denne stigningen.

På den ene side peges der på, at man har fået større kundskab om og forståelse for ADHD. Man opdager og udreder defor flere, da man kan afhjælpe symptomerne og dermed forhindre afbrudt uddannelse og alle tillægsudfordringerne.   

På den anden side peges der på, at man i tiltagende grad bruger en psykologisk eller psykiatrisk forståelsesramme om tilstande, som ligger indenfor normalområdet. Nogle er bekymret for, at denne forståelsesramme kan virke stigmatiserende og give en negativ selvforståelse.

Andre er bekymret for, om man overser miljømæssige faktorer, herunder traumer eller utilstrækkelige rammer i skolen eller derhjemme.

De fleste eksperter synes at være enige om, at øgningen i antallet ADHD diagnoser er en kombination af flere faktorer.

For det første en større viden og opmærksomhed på denne tilstand, samt bedre behandling. Men samtidigt falder flere igennem i dagens hyper-komplekse samfund, der stiller højere krav til eksekutive funktioner.

Det kan med andre ord være sværere at hænge med og fungere, hvis man har ADHD symptomer, sammenlignet med tidligere tider eller i mindre komplekse samfund.

Ikke enten-eller

Det er vigtigt at kunne have alle disse perspektiver for øjet samtidigt. 

Jeg har set mange, der har fået det bedre i kraft af at have fået den forståelsesramme, en diagnose kan give. Men jeg har også mødt mennesker, der har oplevet tidligere diagnoser som fejlagtige og stigmatiserende.

Ofte handler det om, hvordan man selv eller omgivelserne ser på selve diagnosen. Det er derfor vigtigt at have en nuanceret forståelse for, hvad ADHD er og ikke er.

En udredning og behandling må også tage stilling til alle faktorer i personens liv. Årsagerne til mistrivsel skal ikke findes i enten miljømæssige forklaringer eller i en diagnose – ofte er det både-og.

Og tilstande, der kan ligne ADHD, kan være udtryk for anden mistrivsel og skal undersøges og udelukkes i en udredning.

Det er vigtigt ikke at overdiagnosticere, men vi skal også undgå at underdiagnosticere. Mange går alt for længe uden at få tilstrækkelig hjælp.

Hvad er ADHD og ADD?

ADHD eller Attention Deficit Hyperactivity Disorder kan komme til udtryk på forskellige måder, men kernesymptomerne ligger indenfor følgende områder:

• Svært ved koncentration og opmærksomhed
• Uro i kroppen og udfordringer ved at sidde stille (hyperaktivitet)
• Udfordringer knyttet til impulsivitet

Udfordringer med koncentration og opmærksomhed kommer især til udtryk, når opgaverne er kedelige, rutinepræget eller kræver stor mental energi.

Man kan have problemer med at bevare overblik, lægge planer og gennemføre disse. Især når opgaver kræver mange trin for at gennemføres. Dette omtales ofte som eksekutive funktioner.

Svære opgaver bliver ofte udsat helt til sidste øjeblik, man kommer til at lave sjuskefejl for at komme igennem, og man bliver ofte distraheret af både egne tanker og ydre stimuli undervejs.

For mange er dette forbundet med stress, frustrationer og dårlig samvittighed.

Mange beskriver derimod en evne til “hyperfokus” på særlige interesser, de går meget op i, eller hvor der er konstant belønning og energi (fx computerspil eller sport). De får ofte stor viden om disse områder og kan fordybe sig timesvis.

Men for mange kan interesseområderne skifte hurtigt, og de har svært ved at holde fast i noget over længere tid. De oplever let kedsomhed og kan lide, at der konstant sker noget nyt.

Hyperaktivitet kan komme til udtryk ved kropslig uro og udfordringer ved at sidde stille. Mange lærer med tiden at følge de sociale konventioner, når det kræves, men oplever til gengæld stor indre rastløshed, kriblen og uro.

Ofte har man behov for at dimse, pille med hænderne eller vippe med fødderne.

Mange beskriver, at de har svært ved at slappe af, at de altid skal lave noget, som om de var drevne af en “indre motor”.

Impulsivitet kan komme til udtryk ved, at der kan være lidt for kort fra tanke til handling. Dette kan medføre, at man får sat sig i farlige situationer, eller kommer til at bryde regler eller overtræde andres grænser, fordi man ikke får tænkt sig godt nok om. Mange kæmper med ubehag og skam efter sådanne episoder.

Nogle kan have en tendens til at tale for meget og blive lidt for intens. De kan have svært ved at lytte og kan komme til at afbryde i iveren på at fortælle noget de er optaget af. Dette kan give problemer eller konflikter i parforhold eller venskaber.

Mange kan også have svært ved at vente på tur og oplever frustrationer, når ting går for langsomt.

ADHD kan se ud på forskellige måder, og tilstanden kan ændre sig over tid

Man kan have udfordringer inden for et eller flere af disse tre områder. Hvis man kun har problemer med koncentration og opmærksomhed, og ikke de to andre, plejer man at omtale det som ADD eller Attention Deficit Disorder.

Symptomerne kan give store problemer i skole, arbejdsliv eller sociale relationer, hvis man ikke får støtte eller behandling på et eller andet tidspunkt.

Mange lærer at kompensere for udfordringerne, og for mange aftager symptomerne i styrke og fylder mindre i løbet af livet. Det kommer som regel i forlængelse af større modenhed, bedre selvindsigt og gode strategier.

Nogle kan opleve, at symptomerne igen bliver forstærket, når der sker store forandringer i deres liv. For eksempel, hvis man starter på nyt studie, flytter, får nyt arbejde, får mere ansvar på arbejdet, står i en skilsmisse eller bliver forældre. 

De fleste med ADHD trives godt i faste rammer, så når disse ændrer sig, kan det være godt at forberede sig lidt ekstra.

Tillægsudfordringer ved ADHD

I tillæg til kernesymptomerne oplever mange tillægsudfordringer som stress, angst og depression. Og for mange fylder disse udfordringer mere end kernesymptomerne.

Det skyldes ofte, at man ikke har modtaget tilstrækkelig støtte eller behandling for de underliggende udfordringer knyttet til ens ADHD. Måske fordi ens udfordringer ikke er blevet opdaget eller forstået på rigtig måde.

Mange højtbegavede bruger meget energi på at kompensere for ADHD udfordringerne. De “maskerer” dermed symptomerne, så omgivelserne ikke læger mærke til, hvor store udfordringer de faktisk har med at få hverdagen til at fungere.

Mange opsøger desværre igen og igen hjælp for tillægsudfordringerne, uden at de underliggende vanskeligheder bliver opdaget.

Mennesker med ADHD er også i større risiko for udvikling af misbrug af stoffer og alkohol. Ofte er det en form for selvmedicinering, enten for ADHD symptomerne eller for tillægsudfordringer som angst og depression. Misbruget kan også være direkte knyttet til ADHD symptomerne, herunder impulsivitet og hyperaktivitet.

ADHD er også forbundet med større risiko for adfærdsforstyrrelse hos børn samt senere kriminalitet. Dette hænger som regel sammen med manglende støtte og behandling.

Ubehandlet ADHD kan medføre en skæv eller unødig udfordrende psykosocial udvikling

Ubehandlet ADHD kan medføre afbrudte skole- og uddannelsesforløb og problemer med at få eller opretholde venskaber. Derigennem kan man få en skæv psykosocial udvikling.

Ofte skal man kæmpe ekstra hårdt for at nå og klare det, som for andre er nemt, og man bliver stresset og overbelastet.

Når man ikke kan følge med i skoleundervisningen som barn, er det svært at klare det, man skal. Nogle reagerer med at zoome ud, fortabe sig i egne tanker eller kigge ud ad vinduet. Andre ender med at forstyrre de andre og lave ballade.

Hvis man ikke føler sig god nok i skolen, påvirker det ofte ens selvværd, hvilket igen påvirker ens motivation og indsats.

ADHD har ikke noget med intelligens at gøre, man har bare brug for nogle andre rammer for at lære. Disse rammer handler om små eller større justeringer og kompensation for ADHD-symptomerne.

Jeg ser ofte voksne, der har fået diagnosen i sen alder. Det er ofte en lettelse og åbner op for en større selvforståelse, men kan også være forbundet med noget sorg.

En af mine klienter sagde for nyligt:

”Jeg ser mit liv i et nyt lys. Nu forstår jeg, hvorfor jeg har haft det så svært. Det er rart, og det har givet mig en større selvforståelse. Men det gør mig også trist, når jeg tænker på alle de nederlag, der kunne været undgået, hvis jeg var blevet rigtig forstået tidligere. Alle de gange, jeg har følt mig dum, doven og forkert”.   

Følelsesmæssig regulering

En anden tillægsudfordring, man ofte ser, er udfordringer med følelsesregulering. Mange med ADHD har sværere ved at styre sine følelser, især i de tidlige år.

Man bliver hurtigt frustreret, har svært ved at styre sin vrede, bliver let stresset og kommer oftere ”i sine følelsers vold”. Det er vigtigt at få hjælp til at håndtere dette, da det skaber unødige konflikter og problemer i ens relationer.

Heldigvis er der gode metoder til at håndtere dette, både til børn og voksne.

Men desværre bliver mange børn og unge mødt på forkert måde, pga. manglende forståelse og viden om ADHD. I stedet for ADHD pædagogik, bliver de mødt med kritik og skæld ud.

De får både direkte og indirekte at vide: “du er for meget” eller “du fylder for meget”. Resultatet bliver ofte, at følelsesregulering bliver et vedvarende problem også i voksenalderen.

Mange voksne med ADHD kan derfor hurtigt føle sig “forkert” og være ekstra sensitiv for kritik.

ADHD er ikke en genetisk betinget hjernesygdom

ADHD bliver ofte omtalt som en hjernelidelse, hvilket der ikke er belæg for.

Men det betyder ikke, at ADHD ikke er en reel udfordring eller diagnose. Det vil sige, at den er et reelt klinisk fænomen med nogle karakteristiske vanskeligheder.

Det er derfor vigtigt at diskutere hvad diagnoser er og ikke er, så man kan fokusere på at styrke støtte, omsorg og behandling til dem, der har det svært.

For det første, er det ikke påvist, at ADHD er en medfødt hjernesygdom, som kan påvises ved scanninger eller genstudier. Man kan for nuværende ikke skille en ADHD-hjerne fra dem, der ikke opfylder kriterier på ADHD.

Dette gælder også for alle psykiske eller psykiatriske diagnoser generelt, noget jeg har diskuteret forskellige steder, fx i politiken, hvis man er interesseret i at læse mere.

Man ved, at stigmatisering medfører skam og påvirker selvværdet hos mennesker med psykiske lidelser og deres familier.

I bedste mening sammenligner derfor mange antistigma kampagner psykiske og fysiske sygdomme og beskriver psykiske lidelser som hjernesygdomme.

Men forskning viser, at denne biologisk sygdomsmodel ofte har den modsatte virkning og øger stigmatiseringen.

Det betyder ikke, at der ikke er biologiske processer på hjerneniveau involveret i vanskelighederne. Men problemet er nok, at disse ofte misfortolkes i undervisningsmateriale og beskrivelser af ADHD.

Hvordan skal man så forstå ADHD?

Den canadiske læge og terapeut, Gabor Maté, er kendt som fortaler for en mere psykosocial forståelse af psykiske lidelser i stedet for den dominerende bio-medicinske psykiatriske model.

Gabor Maté anerkender imidlertid ADHD diagnosen og beskriver det som en neurofysiologisk og psykologisk funktionsnedsættelse (impairment). Det synes jeg er en fin måde at beskrive det på.

Samtidigt understreger også han udfordringerne ved at omtale ADHD og andre diagnoser som hjernesygdomme. Det kan blive et pessimistisk, kronisk og potentielt fremmedgørende narrativ for en unge mennesker.

Gabor Maté har for øvrigt selv ADHD i lighed med sine børn, men blev som mange andre først udredt i sen alder, hvilket han beskriver i bogen Scattered minds.

ADHD symptomer som et kontinuum indenfor normalområdet

Ingen træk ved ADHD er så unikke, at de ikke kan findes i en eller anden grad hos mennesker uden ADHD.

ADHD ses først og fremmest som træk på et kontinuum indenfor de føromtalte symptomparametre: Evnen til at fastholde koncentration og opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet.

Alle mennesker er forskellige steder på det enkelte kontinuum. Nogle har en høj evne til fordybelse og koncentration, andre bliver lettere distraherede. Nogle er meget impulsive, får mange ideer, er mere kreative og spontane, mens andre er mere til den modsatte side.

Ligeledes er det med den kropslige aktivering. Nogle har meget energi, bliver hurtigt rastløse og motorisk urolige, mens andre sjældent har problemer med at holde kroppen i ro og sidde stille.

Når disse symptomer eller træk fylder så meget, at det giver problemer i skole, arbejdsliv eller vigtige relationer, kan man sige, at man har ADHD. For ekempel, hvis man ofte ‘crasher’ og går ned med stress. Hvis ens funktionsniveau er meget svingende, så man i perioder kan det hele, og andre perioder går helt i stå. Eller hvis man alt for nemt bliver frustreret og kommer i konflikter.

Symptomerne eller trækkene ser man ofte tidligt, men de kan komme til udtryk på forskellige måder igennem livet. De er også dynamiske i betydning af, at de kan forbedres, kompenseres for og tilpasses i forhold den livssituation, man befinder sig i.

Hjernen forandrer sig over tid, men man har brug for forståelse og strategier

For nogle kan trækkene fylde så lidt på et tidspunkt, at de ikke længere udgør et problem. I den forstand plejer jeg at sige, at en diagnose først og fremmest er et arbejdsredskab og en forståelsesmodel for fagpersoner.

Det er også et tilstandsbillede, der kan forandre sig og se anderledes ud på et senere tidspunkt. Det kan man se i studier, der følger mennesker over mange år. Her ser man, hvordan mennesker “går ind og ud” af forskellige diagnoser i løbet af livet.

Hjernen er plastisk og forandrer sig konstant som respons på omgivelserne.

Mange oplever, at de på senere tidspunkt i livet ikke længere ser deres ADHD som et problem. Nogle beskriver, at de ligefrem er ”vokset fra deres ADHD”.

Andre oplever derimod livslange udfordringer, men som man med kompensation, struktur og gode strategier kan håndtere på en nogenlunde god måde. 

At anerkende, at ens barn eller en selv har ADHD handler ikke om at ”stemple” eller ”gøre anderledes”. Det er først og fremmest at anerkende, at man har brug for kundskab og kreative tilgange for nemmere at kunne håndtere hverdagens udfordringer, herunder skole, uddannelse, arbejde eller social relationer.

Kan ADHD være forbundet med positive sider?

Moderne tilgange til ADHD ser også de samme træk som både havende positive og negative sider, afhængigt af, hvilket miljø man er i, omgivelsernes respons og ens evne til at forstå, håndtere og regulere sig selv på.

Jeg møder mange med ADHD som er glad for sin spontanitet, ekstra energi og drive. Det betyder ikke, at de ikke har kæmpet eller stadig kæmper med alle udfordringer knyttet til de samme træk.

Det at kunne glædes over de positive siderne kommer ofte som resultat af noget personligt udviklingsarbejde, hvor man opnår større selvforståelse, accept og redskaber til at håndtere udfordringerne.

Det kan også handle om at finde områder, hvor man fungerer godt og kan udnytte de positive siderne. Eksempler kan være kreative fag eller iværksætteri, hvor gode ideer, energi og impulsivitet kan være en gave.

For mange kan det være godt at alliere sig med nogen, der er god til struktur, overblik og rammer.

Det at møde og spejle sig i andre med samme udfordringer, er ofte gavnligt i denne proces. Til sidst i artiklen kommer en række links og tips til dette.

Hvordan udreder man for ADHD?

Der findes ikke nogen form for hjernescanning eller blodprøve, der kan påvise psykiske diagnoser. Udredning for ADHD sker enten ved specialpsykolog, psykolog eller psykiater, der har erfaring med området.

Medicinsk behandling kan kun opstartes og stabiliseres via psykiater, men kan i nogle tilfælde opfølges via egen læge.

Selve udredning foregår ved en kombination af spørgeskemaer og strukturerede interviews. En grundig anamnese, eller beskrivelse af opvækst og skolegang, er også vigtigt.

Her skal man gerne invitere en pårørende, gerne en forælder, der bedre kan huske de tidlige år.

En ADHD diagnose kræver, at udfordringerne har været til stede fra man var barn, og at udfordringerne fylder så meget, at det påvirker ens funktionsniveau og livskvalitet.

Ved udredning er det også vigtigt at udelukke andre forklaringer på udfordringerne, herunder andre psykiske og fysiske lidelser, stressende livsomstændigheder eller traumer.

På fagsprog omtales dette som differentialdiagnostik.

Debatten om ADHD kan ofte blive unuanceret og firkantet

Vi skal kunne blive enige om en mellemting mellem polariserende udsagn. På den ene side har vi udsagn som ”ADHD findes ikke”, ”alle drenge har det” og ”vi medicinerer børn til at passe ind og sidde stille”.

Dette føles ofte stigmatiserende for familier med ADHD, og de oplever sig igen misforstået og forkerte.

På den anden side har vi udsagn som ”ADHD er en genetisk hjernesygdom” og ”den anderledes ADHD hjerne”. Disse udsagn har ikke hold i nuværende forskning og kan medføre pessimisme og en følelse af unødvendig forkerthed.  

Behandling af ADHD og ADD

Moderne behandling af AD(H)D består som regel af psykoedukation, psykoterapi og medicinsk behandling. Dette står også i sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Psykoedukation betyder undervisning i psykiske lidelser, herunder årsager, symptomer samt enkle strategier til håndtering.   

Psykoterapi eller samtalebehandling kan dreje sig om håndtering af og redskaber til kernesymptomerne, men ofte også håndtering af tillægsudfordringerne som stress, angst, depression, misbrug eller selvværdsproblemer.

Terapien kan også handle om udfordringer med ens vigtige sociale relationer, herunder kæreste, kolleger, venner, ægtefælde eller børn.   

Hvad kan man selv gøre, når man har ADHD?

Det vigtigste man selv kan gøre, er at blive så klog som muligt på, hvad ADHD er, og hvordan det påvirker ens funktionsniveau. Det kan gøre det nemmere at skille tingene ad og få en bedre oversigt:

Hvad er min personlighed? Hvad er ADHD’en? Hvad er helt normale, svære følelser, som alle har? Hvilke almindelige udfordringer står jeg med i min i hverdag? Hvilke udfordringer kan tillægges opmærksomhedsforstyrrelsen? Og hvordan spiller alle disse områder sammen og forstærker hinanden?

Gode råde, når man kæmper med ADHD

• Viden. Lær så meget som muligt om ADHD. Tag i mod eller opsøg undervisningtilbud og eksperter. Det er også godt at møde andre i samme situation. Der er også gode podcasts i denne sammenhæng. Fx Diagnosen, ADHD med Manu Sareen eller Hyperfokus.
• Selvregulering. Mange med ADHD kender det med at blive opslugt og overengageret for bagefter at ‘crashe’ eller bryde sammen. Beskyttende og skærmende faktorer, som mad, søvn og tiltrængte pauser, kan forebygge de tidvise dyk i humør og funktionsniveau.
• Psykoterapi. Kontakt psykolog for at arbejde med strategier for at håndtere ADHD symptomerne. Eller for at arbejde med eventuelle tillægsudfordringer som lavt selvværd, angst, tristhed, vrede, konflikter eller misbrug.
• Struktur på hverdagen. Planlæg din dag. Find ud af, hvilke rammer, der fungere for dig.
• Åbenhed. Tal med dine venner, din chef, lærer og dine pårørende. Så kan de hjælpe og støtte dig.
• Medicinsk behandling. Udforsk muligheden for medicinsk behandling. For mange hjælper dette, men ikke alle har denne oplevelse. Nogle har ikke behov eller ønske om medicin, hvilket skal respekteres.    
• Motion og sund livsstil. Motion virker rigtig godt på ADHD symptomer. Undgå alkohol i større mængder. Undgå især stoffer.

Hvordan kan pårørende hjælpe mennesker med ADHD?

Pårørende er en kæmpe ressource og vigtig kilde til at komme sig fra en psykisk lidelse. De kan være en uvurderlig samarbejdspartner for behandlere, og skal i højere grad inddrages, men kan også få alt for meget ansvar. Mange føler desværre, at de står alt for meget alene.

Man reagerer på forkellige måder som pårørende, og der er ikke nogle rigtige eller forkerte reaktioner som sådan. Men almindelige reaktioner kan være nervøsitet, bekymring, magtesløshed og tristhed.

Det kan også være en følelse af skam og skyld. For eksempel frygt for at have gjort noget forkert, eller at man ikke hjælper eller støtter godt nok. Eller skyldfølelse over, at man ikke opdagede udfordringerne tidligere.

Man kan også føle vrede og irritation, hvilket for mange kan være mere tabubelagt og sværere at indrømme og få talt om. Mange kan også synes det er hårdt at være tæt på, når ens nærtstående med ADHD har svært ved at styre sine frustrationer og vrede.

De følgende råd er hentet fra bogen Tæt på, men udenfor.

Gode råd til pårørende til mennesker med ADHD

• Søg viden og hjælp. Fra profesionelle, andre pårørende eller interessegrupper (SIND, Bedre Psykiatri, Psykiatrifonden). ADHD foreningen har meget godt materiale. Der findes også mange gode podcasts der ude. Og der er psykologer med speciale i det at være pårørende og viden om ADHD.
• Motiver for og støt op om behandling. Det kan i perioder være hårdt arbejde at gå i behandling og gøre de rette ting for sig selv. Man kan have brug for motivation og et skub i ryggen. Deltag i behandlingen, hvis det er muligt og giver mening.
• Hjælp til at strukturere hverdagen og til at komme igang med gøremål. Det kan være svært at opretholde en god døgnrytme og en struktureret hverdag, men man ved, at dette er meget vigtigt. Gør dagen forudsigelig. Støt op om brug af kalender og ugeplaner samt notifikationer på telefon. Ofte har man brug for at komme igange med de praktiske ting, som lektier, rengøring eller oprydning.
• Rollefordeling. Det kan være svært at finde de rette balance, hvor man støtter op, men ikke tager for meget over. Som teenager skal man lære dette selv, men har nok brug for mere struktur og støtte, hvis man har ADHD. Hvis man er kæreste eller ægtefælde, er det vigtigt ikke at blive “behandler” eller “støtteperson”, for så kan ligeværdigheden og intimiteten forsvinde.
• Ikke gå ind i for mange konflikter. Mange med ADHD kan hurtigt køre op, men er ofte hurtigt videre fra konflikter. Så det kan spare sig at glide af og undgå at gøre for meget ud af det i situationen. Det er ofte bedre at tale om det på et senere tidspunkt. Se eventuelt artikler om vredeshåndtering og konfliktløsning samt artikel om undgåelse af for meget skæld ud.   
• Pas på dig selv. Tillad dig selv at have de følelser du har. Det er ok at blive frustreret, bekymret og trist. Og det er ofte godt at dele disse med nogen, der forstår dem. Det er som regel godt at være åben om disse ting på sin arbejdesplads, så man i svære perioder kan få større forståelse og fleksibilitet. 
• Set passende grænser. Beslut hvor meget tid og ressourcer du kan bruge. Og hvad du kan magte og godtage af adfærd. Aggression og fysisk og psykisk vold er selvfølgelig aldrig i orden. Det er ofte en god idé at søge sparring fra professionelle om dette.
• Pauser. Sørg for pauser og tid til dig selv. Det er vigtigt ADHD’en ikke fylder det hele. Man skal lade op batterierne for at kunne være en god støtte. Se venner, dyrk dine hobbies.
• Bevar optimismen. Det bliver som regel bedre med tiden, og de fleste får gode liv med ADHD, især når man får rigtig behandling. Som pårørende kan man være “vikarierende håb”, når man med ADHD synes det ser svært ud.
• Opsøg hjælp. Man kan opsøge psykolog, eventuelt via henvisning fra egen læge eller igennem forsikring. Her kan man få talt om de ting, man synes er svære, få hjælp til at passe på sig selv, eller få hjælp til at kunne støtte ens nærtstående på en sund og hensigtsmæssig måde. Undersøgelser viser, at alt for mange pårørende ender selv med at gå ned med stress, depression eller belastningsreaktioner.  

Undgå for mange konflikter og skæld ud

Især de unge år kan ofte være præget af mange konflikter, og mange børn med ADHD oplever at få meget skæld ud. Hjælp til vredeshåndtering og konfliktløsning kan derfor være en god idé for forældre til børn med ADHD, da dette ofte eskalerer situationer og faktisk forstærker ADHD symptomerne. Det påvirker også barnets selvværd, hvilket kan give grobund for nye problemer.   

Du er velkommen til at kontakte mig for terapi, udredning, foredrag eller undervisning på 29800563 eller jens.einar@protonmail.com eller blot ved at klikke her.

Udvalgte referencer

Caspi, A., Houts, R. M., Ambler, A., Danese, A., Elliott, M. L., Hariri, A., … & Moffitt, T. E. (2020). Longitudinal assessment of mental health disorders and comorbidities across 4 decades among participants in the Dunedin birth cohort study. JAMA network open, 3(4), e203221-e203221.

Maté, G. (2011). Scattered minds: The origins and healing of attention deficit disorder. Vintage Canada.

Hallowell, E. M., & Ratey, J. J. (2022). ADHD 2.0: New science and essential strategies for thriving with distraction–from childhood through adulthood. Ballantine Books.

Jansen, J. E. , & Bridgwater, A. (2022). Tæt på, men udenfor: Råd og viden om livet som pårørende til et menneske med en psykisk lidelse. Gyldendal A/S.