af Jens Einar Jansen, psykolog, ph.d, specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri

Alle oplever kriser en gang i mellem. De er en del af livet, og de fleste kommer igennem dem på en god måde. Man kommer ofte styrket ud af en krise, og man er bedre rustet til næste udfordring. Men hvis man ikke håndterer dem, kan det føre til depression og angst.

Livet kan slå hårdt nogle gange 

Livet består af op- og nedture. Perioder, hvor man har det godt, og perioder, hvor livet slår hårdt og man har svære følelser. Man kan ikke forberede sig 100% og dermed undgå, at livskriser opstår. Hvis man forsøger at undgå og forebygge alt, der kan gå galt, går man samtidigt glip af livet. 

Der er uendelig mange grunde til, at man kan få en livskrise:

Man kan fx miste sin kæreste, blive fyret fra sit arbejde, dumpe til eksamen, gå ned med stress, opleve dødsfald i familien eller blive nødt til at opgive sin drøm om at blive professionel idrætsudøver på grund af en skade. Det kan også handle om, at man selv eller ens nærmeste kæmper med en psykisk lidelse, misbrug eller en fysisk lidelse.

I psykologien definerer man ofte krise som en situation, hvor ens tidligere indlærte erfaringer og reaktionsmåder – ens copingstrategier – ikke er tilstrækkelige til at løse den nuværende situation.

Man kommer i en form for stresstilstand, der ofte kan mærkes både fysisk og psykisk: tristhed, ængstelighed, uro i kroppen, hjertebanken, problemer med søvn, smerter i kroppen, ondt i maven mv.

Det kan være forskelligt fra person til person, hvad der udløser en livskrise. Samme situation kan opleves som traumatisk for en person og uproblematisk for en anden person. Det afhænger af ens personlighed, tidligere oplevelser, ressourcer, resiliens (modstandskraft) eller det netværk, man har omkring sig. 

Hvad er en identitetskrise?

Når man oplever en identitetskriser, føler man sig overvældet af de ændringer, der sker i ens liv. Man føler, at hele ens person eller ens identitet står på spil og skal revurderes. Selv om de udfordringer man står med er normale livsomstændigheder: Fx at få børn, at afslutte sin uddannelse og påbegynde arbejdsliv, at miste sit arbejde, at blive skilt eller at gå på pension.

Disse kriser omtales ofte populært som kvartlivskriser, midtlivskriser eller senlivskriser, selv om der ikke er videnskabeligt belæg for at disse kriser kommer i sådanne cyklusser. Det handler nok mest om overgange i livet.

Identitetskriser kan også blive udløst af mere alvorlige ændringer i ens liv. Som at blive udhængt offentligt, at hele ens livsgrundlag forsvinder, at man oplever økonomisk ruin eller at man bliver fysisk og psykiske skadet. Man oplever dermed, at man ikke længere kan gøre de ting, man har bygget sin identitet og selvbillede op omkring.

Hvad er en eksistentiel krise?

Eksistentielle kriser er ofte relateret til identitetskriser. Man taler om eksistentielle kriser, når man bliver meget overvældet af livets store spørgsmål som: hvem er jeg egentlig, hvad vil jeg med mit liv, hvad er meningen med livet, hvordan vælger jeg det rigtige, hvad skal mit liv indeholde, hvad skal jeg nå, før jeg dør mv.

Det er ikke unormalt at komme i kontakt med disse spørgsmål ved runde fødselsdage, mærkedage, højtider, årsskifte, eller når man står i andre livskriser. Og det at filosofere og tænker over disse spørgsmål er ikke i sig selv noget dårligt. Tvært i mod kan det være en måde at komme i kontakt med, hvad der er vigtigt og meningsfuldt i ens liv.

Når man oplever en eksistentiel krise, er det fordi man bliver meget følelsesmæssigt belastet af spørgsmålene, og fordi man pludseligt oplever fravær af mening, samhørighed eller retning i livet. Man oplever såkaldt eksistentiel angst.

Når man står i en eksistentiel krise, står man ofte et nyt sted i livet og skal finde ud af, hvilken vej, man skal gå. Det kan være afslutningen af en fase eller påbegyndelsen af en ny fase, hvilket er forbundet med tvivl og usikkerhed.

Disse faser kan også være forbundet med følelser som skam, skyld og selvbebrejdelse for, hvorfor man har det som man har det, og at man “burde” være mere, eller at man man “burde” være glad.

Når kriser reaktiverer gamle traumer

Nogle gange kan en krise reaktivere gamle traumer, der forstærker ens følelsesmæssige reaktion. Mange mennesker har særlige livstemaer eller tankefælder, der kan trigge følelsesmæssige reaktioner, der er stærkere, end den nuværende situation lægger op til. 

Fx, hvis man har været udsat for mobning som barn, eller haft perioder, hvor man har følt sig forkert, anderledes eller udenfor, kan en relativt lille konflikt med ens gode veninde opleves som en kæmpe krise. 

Man kan komme sig styrket ud af en krise

Alle står i svære situationer i løbet af livet, sådan er det at være menneske. De fleste kommer igennem krisen og får taget hånd om dem på en god måde. Bagefter føler mange sig til og med styrket og har lært noget om sig selv og livet. 

Indenfor psykologien er der et stort forskningsfelt, der har undersøgt forskellige former for såkaldt posttraumatisk vækst. Fx siger mange, at de er kommet mere i kontakt med, hvad der virkeligt er vigtigt i livet, fundet ud af, hvad nære venskaber betyder, fået større ydmyghed og forståelse for andre mennesker eller kommer tættere på ens partner eller familie. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at man oplever selve krisen som positiv, eller at man ikke skulle ønske den svære situation var opstået. 

Det vigtigste er at forholde sig til livskrisen 

Hvis man ikke forholder sig til dem på en konstruktiv måde, kan det føre til depression og ængstelighed. Men hvad vil det sige at forholde sig til den på en god måde?

I psykologisk forskning taler man om undvigende eller problemorienteret coping. Ved undgående coping forsøger man at lade som om krisen ikke er der, undgår at tale om den, opsøge hjælp, tænke konstruktivt om den og generelt forsøge ikke at forholde sig til den. Men problemerne forsvinde ikke af den grund. Tvært i mod, vokser de ofte og bliver større. 

Ved problemorienteret coping forsøger man at konfrontere udfordringerne, tage nogle valg, opsøge hjælp, reflektere over problemerne, tale med gode venner eller en terapeut omkring ens vanskeligheder. 

Forskning viser, at undgående coping er forbundet med større personlig belastning, mere svære følelser som tristhed, skam, vrede eller skyld. Og man er mere sårbar for at skulle kæmpe med depression, angst eller belastningsreaktion. 

Hvordan håndterer man bedst en livskrise?

Det er svært at sige noget generelt, da livskriser kan se meget forskelligt ud og være forbundet med varierende grad af traume.

Men uanset, er det vigtigste, at kunne åbne op og ikke gå alene med det. Når man går alene med det, har de problematiske tanker og følelser det med at vokse sig større og større. Og jo mere man forsøger at undertrykke og gemme dem væk, jo mere styrke får de, og jo mere skam og selvbebrejdelse har de tendens til at give.

Når man står midt i en livskrise, kan man føle sig magtesløs. Man kan opleve, at livet ikke giver mening, at der ikke der nogen vej ud eller at der ikke er nogen fremtid. Men vejen ud af magtesløshed er handling. 

Nogle gange kan det være godt at opsøge en professionel for at få hjælp til at sortere de forskellige tanker. En psykolog er trænet i at skabe overblik, undersøge, hvilke tanker, følelser og adfærd, der påvirker og vedligeholder den nuværende situation, og pege på måder, hvorpå man kan undgå, at man udvikler mere alvorlige psykiske udfordringer. Som nævnt tidligere, kan livskriser udvikle sig til depression, angst, stress eller belastningsreaktion, hvis man ikke får håndteret dem tilstrækkeligt.

Ofte kan det være rart at tale med en, der er udenfor ens vennekreds, så man ikke har “noget i klemme”, og samtidigt kan normalisere ens udfordringer.

Hvordan kan man som god ven eller pårørende hjælpe?

Det vigtigste er at stille sig til rådighed som en god lytter. Undgå at overtage problemet, eller føle dig forpligtet til at løse det. Spørg ind, når du kan se personen har det svært.

Det kan være fint at dele sine egne oplevelser med tilsvarende problem, men ofte er det godt ikke at give for mange råd. Det vigtigste er at hjælpe personen til selv at tage de nødvendige valg.

Det at tale om tingene med en, der er god til at lytte, hjælper en selv med at få overblik. Man får bedre forståelse for, hvad man selv tænker, når man siger det højt eller forsøger at formulere det for en anden.

Man får også luft, føler sig mindre ensom og får lidt mere “afstand” til de svære tanker og følelser. Åbenhed er den bedste medicin mod skam og skyldfølelse. 

Ofte er der ikke noget, man blot kan sige eller gøre, for at personen skal få det bedre. Nogle gange skal der bare tid til, for at komme sig igennem en livskrise. Men, hvis man kan tilbyde tid, omsorg og et lyttende øre, kan man gøre personen mindre ensom i den svære tid. 

Hvis personen er i dyb en krise, at man er bekymret for dennes helbred, er det vigtigt at opfordre til at søge professionel hjælp. Nogle gange kan grunden til, at det hele føles så håbløst og fastlåst, være, at man har en depression eller anden psykisk lidelse. Det kan man heldigvis også få hjælp til at håndtere.

Referencer

Lazarus, R. S., & Folkman, S. (1984). Stress, appraisal, and coping. Springer publishing company.