af Jens Einar Jansen, psykolog, ph.d, specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri

Arbejde med dyr kræver stor grad af ansvar og empati. Dyrepassere beskriver ofte stor arbejdsglæde, men også stress og belastning. Mange udvikler en tilstand af omsorgstræthed.

Glæden og smerten ved at arbejde med dyr

Som dyrepasser skal man have en høj grad af ansvar og empati, og de fleste søger dette arbejdet, fordi de har en stor interesse i og kærlighed til dyr. Derfor er arbejdet ofte forbundet med stor arbejdsglæde.

Men undersøgelser viser også, at dyrepassere samtidigt oplever høj grad af stress og belastning. De er i risiko for at udvikle omsorgstræthed.

Dette beskrives ofte i litteraturen som ”omsorgens eller medfølelsens pris”. Omsorgstræthed er grundigt undersøgt blandt social- og sundhedsmedarbejdere, herunder psykologer, sygeplejersker og pædagoger.

Men det kan ramme alle mennesker, der arbejder med at hjælpe andre.

Hvad er omsorgstræthed?

Omsorgstræthed eller ‘compassion fatigue’ er en tilstand af udmattelse eller udbrændthed fra at hjælpe andre. Det opstår i arbejde med mennesker eller dyr, hvor der kræves stor grad af indlevelse, medfølelse og omsorg.

Omsorgstræthed medfører, at man bliver mindre eller helt ude af stand til at udføre sit arbejde.

Begrebet blev først introduceret i 1992 af Carla Joinson, en sygeplejerske der arbejdet i en akut medicinsk afdeling.

Fænomenet blev senere grundigere undersøgt og beskrevet af psykolog Charles Figley, der arbejdede med posttraumatisk stresslidelse (PTSD).

Figley bemærkede, at pårørende, og senere også kolleger, begyndte at udvise nogle af de samme symptomer som patienterne med PTSD, herunder mareridt, flashbacks og påtrængende tanker.

Figley var senere også en af de første, der undersøgte og beskrev omsorgstræthed hos dyrepassere og udviklede metoder for håndtering og forebyggelse.

Tilgrænsende begreber og fænomener

Der er en række begreber, der overlapper med omsorgstræthed, herunder stress, omsorgsstress (en forløber til omsorgstræthed), moralsk/etisk stress, sekundær traumatisering og udbrændthed.

Det er især de to sidste begreber, der er de mest centrale fænomener.

Sekundær traumatisering handler om, at den smerte og lidelse, man ser eller hører om hos andre, opleves hos en selv, og man begynder at reagere på denne.

Dette kan ofte opleves akut eller som pludseligt indsættende.

Udbrændthed er en tilstand af fysisk, psykisk og følelsesmæssig udmattelse på baggrund af langvarigt arbejde i stressfyldt miljø. Eller på baggrund af mange belastende situationer.

Udbrændthed er især forbundet med arbejdet med mennesker og dyr, hvor omsorg og medfølelse står centralt.  

Hvem er dyrepasserne?

Gruppen af dyrepassere dækker over arbejde og omsorg for dyr indenfor forskellige rammer, herunder zoologisk have, biomedicinske forskningsfaciliteter og veterinærklinikker. Det kan også være dyreinternater eller faciliteter for hjemløse dyr.

Moralsk stress og kognitiv dissonans

De fleste vælger disse erhverv, fordi de har en særlig interesse for eller kærlighed til dyr, og ønsker, at de skal have det godt. Men ofte indebærer deres arbejde, at de må gå på kompromis med eller ikke kan leve op til dette.

Dette kan give anledning til moralsk eller etisk stress. Det opstår, når man ikke føler man kan leve op til den standard eller behandling, man ved er den rette.

Mange befinder sig også i en situation med kognitiv dissonans, hvor man har to eller flere modstridende kognitioner (tanker) samtidigt, der giver et ubehag.

For eksempel arbejder man på dyreinternat for at hjælpe hjemløse, bortkomne eller mishandlede dyr, men skal samtidigt stå for aflivning, når dette kræves.  

Hvad er symptomerne på omsorgstræthed?

Man kan reagere på mange forskellige måder, afhængigt af, om tilstanden mest er præget af sekundær traumatisering eller udbrændthed.

Typiske tegn er stressymptomer som træthed, manglende energi og glæde, irritabilitet/kort lunte, søvnproblemer, bekymring, angst eller skyldfølelse.

Men lidt forenklet kan man sige, at man ofte reagerer ved enten at vende det “indover” eller “udover”.

Når man vender det indover, bliver man selvbebrejdende, synes ikke man gør et godt nok arbejde, føler sig håbløs. Ofte forsøger man at kompencere ved at arbejde hårdere, hvilket yderligere bidrager til ens stresstilstand.

Når man vender det udover, lægger man skylden på andre omkring sig, bliver mere følelseskold og mindre empatisk.

Dette er forsvarsmekanismer og sker automatisk og ubevidst. Som regel er det udenfor ens kontrol.

Det kan desværre i nogle tilfælder bidrage til en forråelse af arbejdsmiljøet, hvor man ender med at behandle dem, man skal hjælpe, på en dårlig måde. Det har man desværre set flere eksempler på i media. 

Overinvolvering og distancering

Det er ikke unormalt, at man ser en dynamik, hvor man først er overinvolveret. Man har måske svært ved at sætte grænser for sit arbejde, strækker sig for langt, løber alt for stærkt. Måske for at dække huller og kompensere for manglende ressourcer.

Dette kan de færreste holde til i længden, og mange ender derfor med at gå i modsat retning, når man pludseligt har fået nok. Man lukker af og distancerer sig.

Man kan blive mere kynisk, pessimistisk, mindre glad for sit arbejde eller generelt føle, at man ikke duer til sit arbejde.

Hvorfor oplever dyrepassere omsorgstræthed?

Generelt handler det om langvarig og hyppig eksponering for svære oplevelser. Som dyrepasser møder man mange dyr i smerte, nød og mistrivsel. Denne eksponering sætter med tiden spor.

Forskning viser en række faktorer, der har betydning for omsorgstræthed. Dette afhænger af typen af arbejdsplads og opgaver, men nedenunder er nogle eksempler.

For det første har rammerne stor betydning. En række studier peger på nøglefaktorer for udbrændthed, herunder urimelig arbejdsmængde, uklar rolle- og opgavefordeling, manglende fællesskab og støtte, manglende anerkendelse fra ledelse og uretfærdig behandling.

Disse områder kan være udfordret for dyrepassere.

Ofte er ressourcerne begrænsede og i nogle tilfælde utilfredsstillende, og de føler ikke de kan passe dyrene som de ønsker. Der er måske ikke tid nok til at studere og sætte sig ind i de enkelte dyr.

De kan dermed frygte, at de ikke ved nok om dyrenes behov for at imødekomme disse. Det kan give skyldfølelse og en følelse af utilstrækkelighed.

I modsætning til mennesker, kan dyrene ikke selv beskrive, hvordan de har det og hvad de ønsker. Dyrepassere skal tage beslutninger for dem.

Det kan ofte give bekymringer og skyldfølelse om, hvorvidt man har taget de rette beslutninger.  

Nogle medarbejdere beskriver en konstant følelse af alarmberedskab og årvågenhed for at fange sygdomme eller fejl, som kan medføre død hos dyrene.

Forskning peger på, at dyr i zoologiske haver ofte bliver betragtet som individer af de ansatte. Deres livskvalitet er af stor betydning for medarbejderne. Mange af dyrene kan blive gamle og medarbejderne bliver knyttet til dem.

Undersøgelser viser, at medarbejdere derfor bliver påvirket og sørger, når dyrene bliver syge, skadede eller dør. Nogle situationer kan føles traumatiske.   

Det kan især være svært med de konstante oplevelser med dannelse og afbrydning af følelsesmæssige bånd.

I mange arbejdssituationer, skal man både stå for omsorg og aflivning. Det bliver i litteraturen omtalt som the care-killing paradox og er en stor kilde til den tidligere beskrevne moralske stress og følelsesmæssige dissonans.

I et studie af personale, der arbejdede med forsøgsdyr, fandt man bl.a. følgende som centralt i forhold til at forebyge omsorgstræthed: Mulighed for at skabe et stimulerende og ”rigt” miljø for dyrene (såkalt enrichment eller berigelse på dansk) og mindst mulig stress og smerte hos dyrene.

Ikke overraskende, hænger dyrenes velfærd sammen med grad af tilfredshed med arbejdet hos personalet.

Derudover var det vigtigt med god tid til at forberede sig på, at der var dyr, der skulle dø.

Der er mange personlige beskrivelser af, hvordan medarbejdere har passet og knyttet sig til dyr gennem mange år og pludseligt finder dem aflivet, når de kommer tilbage fra ferie.

Forståeligt nok, viser arbejdet med omsorgstræthed, at der for mange er et stort behov for at kunne tage afsked med dyrene.   

Manglende social støtte er også en kilde til omsorgstræthed. Man ved, at social støtte modvirker stress og udbrændthed. Studier viser, at mange der arbejder i denne branche, ofte kan have svært at række ud til omgivelserne.

For det første, er det en oplevelse af stigma og negative holdninger til det, som deres omgivelser mener er et ”beskidt arbejde”. Det kan være at bedrive dyreforsøg, eller at skulle stå for (de nødvendige) aflivninger i de forskellige faciliteter for dyr.

I mange tilfælde beskrives der, at organisationen også anbefaler, at de hemmeligholder arbejdet af frygt for at tiltrække for meget opmærksomhed, og dermed negative reaktioner og offentligt pres. 

Ressourcer har ofte for stor betydning og kan nogle gange afgøre hvor mange dyr man bliver nødt til at aflive på dyreinternat eller ”shelters”.

Mange kan opleve dårlig samvittighed, fordi man ikke får sørget for nye hjem til nok.

Under covid-19 pandemien og nedlukningen var der en stor øgning i dyr, der måtte aflives, hvilket også kunne ses i undersøgelserne af personalets psykiske helbred.   

Hvordan kan man forebygge omsorgstræthed?

Forebyggelse er som regel bedre end at håndtere allerede opstået udbrændthed, og der er en række ting, man kan gøre.

Det er også vigtigt at understrege, at forebyggelse af omsorgstræthed er et fælles ansvar på arbejdespladsen:

Lederen har ansvar for deres medarbejdere, kollegerne for hinanden, men man har også selv ansvar for at passe på sig selv og sit eget helbred.

Overordnet set, kan man pege på følgende områder for forebyggelse:

• Viden og bevidsthed om fænomenet (fx gennem workshops, foredrag eller undervisning)
• Gode rammer og rutiner (Sørge for rimelige arbejdstider, afklarede arbejdsroller, forventningsafstemning, tilstrækkelig træning og oplæring, gode faciliteter for pauser mv)
• Metoder for faglig og følelsesmæssig sparring (Sørge for at medarbejderne har mulighed for at dele både faglige og personlige/følelsesmæssige problemstillinger)
• Psykologisk tryghed på arbejdspladsen (betyder at etablere en kultur, hvor det er trygt at dele de ting, man synes er svære, og hvor det anses som positivt at give konstruktiv kritik)
• Plan og strategi for håndtering af omsorgstress (Omsorgsstress er forløberen til omsorgstræthed, og det er vigtigt at håndtere denne såvel som allerede opstået omsorgstræthed. Man har brug for en plan. Hvad har den ansatte brug for? Hvilke tilbud er der, når man er ramt eller på vej derhen?)
• Udvikle en kultur for selvomsorg (hvor man støtter hinanden i at passe på sig selv, er opmærksom på, hvordan hinanden har det, og hvor man får talt om de positive og negative oplevelser på arbejdet)

Hvad kan man gøre, hvis man er blevet omsorgstræt?

Der er en række ting, man kan gøre, hvis du er blevet omsorgstræt, eller føler, du er på vej derhen:

Ejerskab og erkendelse

Første skridt er at erkende, at du lider af omsorgstræthed. Tag det på alvor, og husk, det er ikke noget at skamme sig over.

Det handler ofte om, at man går meget op i sit arbejde, og at man har stor omsorg for dem, man arbejder med. Statistikerne lyver ikke, så du er ikke alene!

Tal om det

Ikke gå alene med det. Det bedste man kan gøre, er at åbne op til dine kolleger, leder eller måske i første omgang til venner, din kæreste eller familie.

Både skam- og skyldfølelse har en tendens til at fordufte, når det kommer ud af skyggen.

Du vil sandsynligvis opleve at få omsorg og støtte, og ofte vil mange kolleger genkende dine oplevelser, og du føler dig mindre alene.

Pause og afkobling

Den vigtigste årsag til omsorgstræthed er en høj grad af eksponering for stressende eller svære situationer. Det kan være en eller flere traumatiske situationer, der har sat følelsesmæssige aftryk.

Den bedste medicin er at reducere eller få de nødvendige afbræk fra denne eksponering.

Brug alle muligheder du har til at koble fra, tænker på noget andet, lægge arbejdet fra dig. Hold pauser på arbjedet, sørg for at se venner, dyrk hobbies, lav ting, der ikke har med dyr og dyrepasning at gøre.

Søg hjælp

Opsøg psykolog, der har erfaring med stress og udbrændthed, helst én, der kender til omsorgstræthed.

Pauser og selvomsorg kan ofte være nemmere sagt end gjort. Ofte har man brug for hjælp til at lægge en plan og holde fokus.

Ofte har man brug for at forstå de konkrete årsager til, at man har fået det svært. Man har brug for at justere rammerne på arbejdet og derhjemme, så man ikke bare fortsætter med det samme.

Derudover kan der være specifikke traumatiske eller ubehagelige oplevelser, man har brug for at forstå og bearbejde.

Og endelig kan man have brug for at lære nogle teknikker eller metoder for at regulere sine tanker, følelser og nervesystem.

Du er velkommen til at kontakte mig for undervisning, foredrag eller terapi på jens.einar@gmail.com

Udvalgte referencer

Bemister-Bourret, K., & Tawfik, M. (2023). Record, Recall, Reflect: A Qualitative Examination of Compassion Fatigue in Toronto Zoo Staff. Journal of Zoological and Botanical Gardens, 4(2), 413-426.

Figley, C. R. (2013). Compassion fatigue: Coping with secondary traumatic stress disorder in those who treat the traumatized. Routledge.

Figley, C. R., & Roop, R. G. (2006). Compassion fatigue in the animal care community. Humane Society Press

Hill, E. M., LaLonde, C. M., & Reese, L. A. (2020). Compassion fatigue in animal care workers. Traumatology, 26(1), 96.

Isdal, P. (2018). Medfølelsens pris. Akademisk Forlag. København.

LaFollette, M. R., Riley, M. C., Cloutier, S., Brady, C. M., O’Haire, M. E., & Gaskill, B. N. (2020). Laboratory animal welfare meets human welfare: A cross-sectional study of professional quality of life, including compassion fatigue in laboratory animal personnel. Frontiers in veterinary science, 7, 114.

Leiter, M. P., & Maslach, C. (1999). Six areas of worklife: a model of the organizational context of burnout. Journal of health and Human Services administration, 472-489.