af Jens Einar Jansen, psykolog, ph.d, specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri

Udfordringer ved sociale relationer, behov for at være alene og mangel på stærke følelser karakteriserer mennesker med skizoid personlighed. Det kan forveksles med almindelig generthed, og diagnosen bliver derfor ofte overset.

Hvad er skizoid personlighedsstruktur eller skizoid personlighedsforstyrrelse?

Skizoid personlighedsstruktur ses hos 0,7 – 1,3% af befolkningen. Mennesker med skizoid personlighedsforstyrrelse har nedsat eller meget lidt behov for samvær med andre mennesker, stort behov for at være alene og generelt nedsat evne til at udtrykke følelser og mærke glæde og nydelse. Der er ofte manglende interesse for venskab og fortrolighed, og man ser ofte en forkærlighed for et indre fantasiliv.

”Du kan banke på, men ingen er hjemme”

Sådan beskriver Theodore Millon, en af de fremmeste forskere på området, denne personlighed.

Man mangler evnen til at investere følelser i andre mennesker og lysten til at tage del i andres følelser. Man har svært ved at udtrykke, modtage og give varme og kærlige følelser, man holder andre på afstand og “lukker ikke folk ind”. Selv om man på udsiden kan fremstå som alle andre, opretholde en stabil hverdag og arbejde, mærker man fraværet af følelser, når man kommer tættere på.

Som udenforstående kan det være svært at leve sig ind i og forstå denne lidelse, og det kan nogle gange være sværere for pårørende, end for personen, der har lidelsen.

Set udefra kan det opleves som manglende empati og interesse, ligegyldighed og en afventende passivitet i relationen. Men fra insiden kan det føles anderledes. Forskning peger bl.a. på oplevelsen af forhøjet sensitivitet og længsel efter nærhed og intimitet selv om man føler sig mere tilpas alene.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnose stilles af fagfolk med særlig erfaring indenfor området, som regel en psykolog, specialpsykolog eller speciallæge i psykiater. Det er som regel i psykiatrien diagnosen stilles, men det kan også være i private klinikker hos nogle med ekspertise i personlighedsforstyrrelser. Det er vigtigt at lave en grundig udredning, helst med et formaliseret diagnostisk interview (fx SCID-5) for at undgå overdiagnosticering.

Ifølge ICD-10 som er det diagnosesystem vi benytter i Danmark, skal man have  minimum 4 ud af de følgende 9 symptomer for at opfylde kriterierne for skizoid personlighedsstruktur:

• Almen ulystbetoning
• Emotionel kølighed og fjernhed, affektaffladning
• Nedsat evne til at udtrykke følelser
• Indifference over for ros og kritik
• Ringe social interesse
• Soloaktiviteter foretrukne
• Optagethed af introspektion og fantasier
• Manglende interesse for venskab og fortrolighed
• Manglende situationsfornemmelse

Skizofreni, skizotypi og skizoid personlighedsstruktur – hvad er forskellene?  

Mange bliver forståeligt nok lidt forvirret af alle diagnoserne og det psykiatriske sprog, der først og fremmest er arbejdsredskaber for os der arbejder i psykiatrien og med klinisk psykologi.

Diagnoserne kan hjælpe kommunikation mellem fagfolk og kan systematisere forskningen. Diagnoser kan også være med til at udvikle behandling og formidle relevant viden om de forskellige lidelser.

Men det kan også virke fremmedgørende og stigmatiserende for nogle. Når man først går i gang med behandling, er det dog den enkelte person, man har foran sig, med sine unikke personlighed, udfordringer og styrker, man forholder sig til. Diagnoser kan aldrig forklare det hele.

Jeg har tidligere beskrevet psykose og skizofreni og skizotypi samt forskellene mellem skizofreni og skizotypi. Skizofreni og skizotypi bliver i den europæiske diagnosemanual grupperet i samme diagnosekapitel. De underliggende vanskeligheder ligner hinanden, med den forskel, at man ved skizotypi har fravær af hallucinationer og vrangforestillinger.

Diagnosen skizoid personlighed bliver derimod kategoriseret som en personlighedsforstyrrelse og dermed ikke på samme måde beslægtet diagnostisk med skizofreni. Og skizoid personlighed er ikke forbundet med psykotiske symptomer.

Lighederne til de andre to diagnoser handler om tilbagetrækning, isolationstendens og følelsesfladhed. Mange beskriver derfor, at det især er de såkalte negative symptomer der forbinder diagnoserne.

Hvornår taler man om skizoide træk, og hvornår er der tale om en psykisk lidelse?

Når man taler om personlighedsforstyrrelse, er det vigtigt at se de forskellige personlighedstræk som værende på et kontinuum. Man kan have skizoide træk såsom behov for og ønske om at være alene, udfordringer med sociale relationer og ængstelighed sammen med andre og mangel på stærke følelser uden at det udgør et problem.

Man kan skizoide træk i en så lille grad, at det ikke påvirker en eller at man har indrettet sit sociale og erhvervsmæssige liv på en måde, så man ikke bliver generet af det.

Når man taler om en personlighedsforstyrrelse, er det fordi ens personlighedsstræk fylder så meget, at man lider under det, ikke kan holde fast i de ting, der er vigtige for en. Eller, at man har svært ved at opretholde ens daglige liv og funktion.   

Hvorfor udvikler man skizoid personlighed?  

Der er som regel en kompleks årsagsforklaring ved de fleste psykiske diagnoser, og man taler om en stress-sårbarhedsmodel. Ved skizoid personlighed er der en kombination af en genetisk-arvelig sårbarhed, temperament og miljømæssige faktorer.

Som ved mange personlighedsforstyrrelser, er der en overrepræsentation af mennesker med skizoid personlighed, der har oplevet mange traumer. Det kan være en utryg, ukærlig barndom og opvækst, præget af omsorgssvigt eller psykiske- og fysiske overgreb.

Dette medfører en skepsis til omverden, følelse af generel utryghed og svært ved at stole på andre. Man lærer, at man må klare sig selv, at man må blive uafhængig af andre, og at man ikke kan regne med, at andre kan hjælpe med eller tilfredsstille ens behov.

Man lærer tidligt at dissociere eller lukke af fra ens følelser, for at undgå at blive sårbar. Og når denne strategi først er udviklet og perfektioneret gennem mange år, er det svært at lægge fra sig. 

Hvor mange får behandling?

En af udfordringerne er, at mange med skizoid personlighed ikke kommer til behandling, da de enten ikke ser behov for at ændre sig eller ikke kan overskue at tage kontakt. Mange kommer til behandling, når de i perioder går ned med depression, stress eller en belastningsreaktion – fx ved store omvæltninger i ens liv.

De modtager behandling for dette, men efter depressionen er velbehandlet og kun personlighedsudfordringen står tilbage, stopper de behandlingen. Problemet er, at ubehandlet personlighedsforstyrrelse gør en sårbar for nye depressive dyk.

Hvilken behandling findes der for skizoid personlighed? 

Der er generelt forsket for lidt på dette området, og der er derfor ikke én tilgang, der betragtes som evidensbaseret.

Der er generelt ikke videnskabelig belæg for medicinsk behandling for personlighedsforstyrrelser, men mange kan i kortere eller længere perioder have gavn af medicinsk behandling for ængstelige og depressive symptomer.

Der er derimod ofte effekt af psykoterapi eller samtalebehandling, hvis man har tid og ressourcer til at indgå i dette. I psykoterapi kan man udvikle en større evne til at indgå i relationer, bearbejde tidligere traumer, få større tillid til andre mennesker samt kunne mærke og udtrykke følelser.

Mange kan have gavn af at arbejde med sine sociale færdigheder såsom at starte og vedligeholde samtaler, finde på noget at sige, sætte relevante grænser og løse uoverenstemmelser. Efter mange år med tilbagetrækning og undgåelse af relationer, er de sociale færdigheder enten ikke udviklet eller ikke vedligeholdt. Men dette kan opøves og trænes.

Eksponering er en central del af kognitiv terapi, ACT og metakognitiv terapi, hvilket handler om gradvist at udsætte sig for svære sociale situationer med det formål, at kunne rumme angsten og blive mindre styret af den. Dette hjælper mange med skizoid personlighed til at føles sig mindre angst og mere komfortabel i sociale situationer.

Schematerapi har også vist lovende resultater ved personlighedsforstyrrelser, selv om der er begrænsede studier ved skizoid personlighedsstruktur. Dette handler nok igen om, at få med denne diagnose henvender sig til behandling og fylder meget lidt i behandlingspsykiatrien. Der er imidlertid nogle mindre studier, der har undersøgt skizoide tilstande sammen med andre tilstande, og resultaterne er lovende.

Referencer

Bamelis, L. L., Evers, S. M., Spinhoven, P., & Arntz, A. (2014). Results of a multicenter randomized controlled trial of the clinical effectiveness of schema therapy for personality disorders. American Journal of Psychiatry, 171(3), 305-322.

Bernstein, D. P., Arntz, A., & Travaglini, L. (2015). Schizoid and avoidant personality disorders. In P. H. Blaney, R. F. Krueger, & T. Millon (Eds.), Oxford textbook of psychopathology (p. 639–658). Oxford University Press.

Kalus, O., Bernstein, D. P., & Siever, L. J. (1993). Schizoid personality disorder: a review of current status and implications for DSM-IV. Journal of Personality Disorders, 7(1), 43-52.

Miller, M. B., Useda, J. D., Trull, T. J., Burr, R. M., & Minks-Brown, C. (2002). Paranoid, schizoid, and schizotypal personality disorders. In Comprehensive handbook of psychopathology (pp. 535-557). Springer, Boston, MA.

Millon, T., Millon, C. M., Meagher, S. E., Grossman, S. D., & Ramnath, R. (2012). Personality disorders in modern life. John Wiley & Sons.

Skewes, S. A., Samson, R. A., Simpson, S. G., & van Vreeswijk, M. (2015). Short-term group schema therapy for mixed personality disorders: a pilot study. Frontiers in psychology, 5, 1592.

Thylstrup, B., & Hesse, M. (2009). “I am not complaining”—Ambivalence construct in schizoid personality disorder. American journal of psychotherapy, 63(2), 147-167.