Tag Archives: parterapi

Hvordan arbejder man i parterapi?

Af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi. 

Mange starter alt for sent med at arbejde med sit parforhold. Det er synd, da parterapi ofte undgår, at et godt parforhold går i stykker. Denne artikel beskriver, hvad parterapi er, og hvordan man bevarer det gode parforhold.

Forskning viser, at parterapi virker. Desværre starter mange alt for sent med at pleje og arbejde med sit parforhold.
Photo by Cody Black on Unsplash

De fleste par oplever problemer i perioder, og dette er hverken farligt eller unormalt. Men hvis man ikke forholder sig til dem på en konstruktiv måde, kan konflikterne ødelægge parforholdet. Hvis man har børn, kan konflikter gøre dem utrygge. Og mange konflikter medfører en stresstilstand, der kan påvirke ens livskvalitet og evne til at fungere i hverdagen.  

Hvornår skal man vurdere parterapi?

Der er ikke faste regler for dette. Man kan opsøge parterapi i forebyggende øjemed, når man har det nogenlunde godt, men oplever, man er gået lidt i stå. Måske man er begyndt at trække sig lidt fra hinanden, eller oplever mindre nærhed og glæde.

Det kan også være, når man står i overgange eller store udfordringer. Eller hvis man står i en decideret krise, fx hvis der er sygdom i familien, udfordringer med ens børn eller utroskab og følelse af svigt.

Man kan opsøge parterapi, hvis der er mange konflikter, for at få hjælpe til at tale sammen på en mere konstruktiv måde. Eller når der er dårlig stemning eller kommunikationen kører i ring.

Man kan også opsøge parterapi, hvis man gerne vil skilles eller gå fra hinanden på en god måde. Dette er især godt, hvis man har børn og har brug for at kunne tale og samarbejde godt sammen bagefter. Man kan med andre ord bruge parterapi på mange måder.

Man skal helst gå i parterapi, før det er for sent 

I Danmark ligger skilsmisseprocenten på ca 50%, hvilket den har gjort gennem mange år. De fleste par søger desværre ikke professionel hjælp for at undgå skilsmisse, og mange par søger hjælp for sent. Det er uheldigt, da forskning viser, at parterapi generelt har god effekt.

Man kan med fordel opsøge parterapi inden problemerne bliver så store, at parforholdet ikke længere kan reddes. Når man kommer for sent i gang, har man ofte haft så mange konflikter og såret hinanden så meget, at man har svært ved at bevare kærligheden. Man har måske sagt og gjort for mange ubehagelige ting, der har skadet den grundlæggende tilliden til hinanden.

De fleste par søger desværre ikke professionel hjælp for at undgå skilsmisse, og mange par søger hjælp for sent. Det er uheldigt, da forskning viser, at parterapi generelt har god effekt.

Psykolog Jens Einar Jansen

Hvilke problemer arbejder man med i parterapi?

Der er mange problemstillinger, man kan arbejde med i parterapi, herunder konflikter og skænderier, uenighed omkring børneopdragelse, fordeling af arbejdsbyrde, jalousi eller utroskab, forskellige ønsker for intimitet og sex, forhandling om nærhed/distance eller udfordringer med psykiske lidelser hos en eller flere familiemedlemmer. Det kan også handle om, at man synes man har udviklet sig i forskellige retninger.

Nogle gange er der akutte kriser, man skal arbejde sig igennem, før man kan tage hul på mere generelle mønstre. Nogle gange er det også disse mønstre, der var årsagen til, at krisen opstod.

Parterapeuten kan spørge ind til områder, der måske ligger udenfor parrets umiddelbare bevidsthed. Men det er altid parret selv, der bestemmer, hvad man skal tale om og fokusere på.

Hvordan arbejder man i parterapi?

Man tager oftest udgangspunkt i konkret situationer, hvor der opstår konflikter, misforståelser og kommunikationsproblemer. Det handler om at få en større forståelse for disse situationer samt dynamikken i parforholdet. Det vil ofte dreje sig om at få hjælp til at sortere i de forskellige tanker, følelser, reaktionsmønstre og underliggende behov.

Gennem parterapien får man større forståelse for og accept af hinandens forskelle. Det er en klassiker, at man falder for de sider ved ens partner, der er andreledes fra en selv, men det er de samme træk, man irriterer sig over og forsøger at ændre efter noget tid. Det at genfinde glæden og øge tolerancen for hinandens forskellighed er et vigtigt mål.  

Ofte er det særlige mønstre, man kan blive opmærksomme på og få hjælp til at styre udenom. Man lærer at fange misforståelser og mindre uenigheder, så de ikke udvikler sig til større konflikter. Dette handler bl.a. om forventningsafstemning og kommunikation. I parterapi har man mulighed for at arbejde med konkrete redskaber til kommunikation og konflikthåndtering.

Gennem parterapien kan man også få et større blik for hinandens styrker. Disse har en tendens til at forsvinde, når der er mange konflikter, og man hurtigere kommer til at lægge mærke til de ting, der ikke fungerer og de ting, den anden gør, der irriterer en.

Relateret til dette, handler det om at få gang i et konstruktivt samarbejde om de ting, der er forbundet med udfordringer. Det kan være udfordringer med ens børn i skolen eller derhjemme, at få det praktiske i hverdagen til at fungere, eller at håndtere sygdom i familien.

Det kan også handle om en økonomisk krise, flytning eller renovering af ens bolig. Det handler om igen at blive et godt team i stedet for at yderligere stresse og modarbejde hinanden.   

Skal man forberede sig inden man starter i parterapi?

Man behøver ikke forberede sig inden parterapi. Man skal blot beslutte sig for at gå ind i terapirummet med en vilje til at lytte og et ønske om at forstå hinanden. Man skal være motiveret til at arbejde med relationen og til at sætte parforholdet og samarbejdet i centrum.

Man skal være motiveret til at arbejde med relationen og til at sætte parforholdet og samarbejdet i centrum.

psykolog jens einar jansen

Man skal også være forberedt på at arbejde med sig selv. Der er få ting, der er forbundet med så meget personlig udvikling som det at få et parforhold til at fungere. Det kan man bruge i alle andre sammenhænge også.

Det er godt at medbringe eksempler på situationer, man typisk står i, som er svære eller giver konflikter. En dygtig parterapeut skal nok styre processen.

Gode råd til at bevare et godt parforhold

Som sagt, oplever alle par tidvise konflikter og uoverenstemmelser. Og parforhold kan have mange op- og nedture. Men nedenunder er nogle generelle råd og tilgange, der er forbundet med et mere harmonisk parforhold.

Det vigtigste er god kommunikation

Tal om ting, der er svære. Problemerne forsvinder ikke, hvis man lader som om, de ikke eksisterer. Så bygger de sig op, og man ender med at eksplodere eller trække sig fra relationen – enten fysisk eller mentalt.

Bliv på egen banehalvdel og vær specifik

Tal om ting, der går dig på, men lad være med at sige ”Du gør sådan, du er sådan ..”. Beskriv hellere, hvad din partners adfærd gør ved dig. Vær specifik, når I taler til hinanden. Undgå at generalisere ”Du er altid sådan, du gør altid sådan”.  

Tal om behov for alenetid

Mennesker er forskellige, når det gælder behov for alenetid og for at være sammen med andre, men det er vigtigt at finde et kompromis. Ved god kommunikation og aftaler undgår man, at den ene føler sig afvist, eller at den anden part føler sig ”fyldt op”.

Det gælder også fysisk nærhed og intimitet. Mange har brug for at være alene for bagefter at kunne være nærværende. Disse behov kan fluktuere og er ikke nødvendigvis konstante.   

Tag en time-out

Det er ofte godt at tale om de svære ting, når man er faldet lidt ned. Aftal, at det er ok at tage en time-out, så det ikke opleves som en afvisning.

Det kan undgå, at man starter svære samtaler kl 11 om aften, når begge er trætte og sandsynligheden for konflikteskalering er større.

Aftal, hvornår I skal tale om det. Ofte finder man ud, at det ikke længere fylder så meget efter en god nats søvn.

Tænk over de situationer, hvor I gik galt af hinanden

Vend blikket indover og find ud af, hvad konflikten egentligt handlede om. Konflikter starter som regel med en lille uoverensstemmelse eller misforståelse. Sig undskyld for de ting, du fik sagt eller gjort forkert. Det betyder ikke, at du dermed tager ansvar for det hele.

Fælles værdier

Tal om, hvad I hver især ser som vigtigt for jeres parforhold eller familie. Vi har som regel de samme grundlæggende behov, men forskellige strategier og mål til at realisere dem. Man behøver ikke være enige om alt, men det kan være vigtigt at føle, man bevæger sig i samme retning.  

Opsøg hjælp i tide

Undgå, at daglige skænderier udvikler sig store konflikter, negativt kommunikationsmønster og i sidste ende, at I går fra hinanden. Parterapi hjælper, og det er ofte forbundet med stor personlig udvikling.   

Du er velkommen til at kontakte mig på jens.einar@gmail eller 29800563 for terapi, foredrag eller sparring.

Udvalgte referencer

Beck , A (1988). Love is never enough. York, Harper & Row,

Brubacher, L. L. (2018). Stepping into emotionally focused couple therapy: Key ingredients of change. Routledge.

Brubacher, L. L., & Wiebe, S. A. (2019). Process-research to practice in emotionally focused couple therapy: A map for reflective practice. Journal of Family Psychotherapy30(4), 292-313.

Gottman, J. M. (2008). Gottman method couple therapy. Clinical handbook of couple therapy4(8), 138-164.

Rosenberg, M & Chopra, D (2015). Nonviolent communication: A language of life: Life-changing tools for healthy relationships. PuddelDancer Press.